Pilesorter

Jeg har 8 pilesorter, som jeg sælger som frisk pil, tørret pil og pilestiklinger. Det er også mulighed for at få pilene opblødt her hos mig. Læs mere om sorternes anvendelsesmuligheder herunder.

Carl Jensen L.N.N - Salix Purpurea Tenuifolia

Lysgrøn / Grågrøn. Meget fin og smidig flettepil med lange, lige, tynde skud. Det første år er det lave skud. Lidt tyndere og blødere end Americana. Bedst som sideflet. Skal plantes tæt, 10 - 12 cm. mellem planterne, og kun 25 cm. mellem rækkerne. Er gulgrøn med sorte/røde pletter og med en lidt rødlig top. Den busker meget det første år, men de følgende år vokser den godt med lange, lige og tynde skud og er en meget fin flettepil. Den er blød at flette med, og hvis pilen tørres mørkt, bliver den grågrøn, mens den bliver gylden ved tørring i sol. 

Rød Americana - Salix Fragilis Americana

Rødbrun. En meget smidig og populær flettepil. Bevarer sin fine rødbrune farve. Særdeles velegnet til alt i flet. En af de letteste pile at flette med både som frisk og opblødet. Er en løst spredende busk på op til 3 meters højde med smukke gæslinger. Den er hårdfør og tåler dårlig jord. Den har kun hankloner. Americana er en af de bedste flettepil til næsten al slags flet. Den er smidig og bevarer den rødbrune farve. Og den tåler opblødning et par gange.

Gul Alba - Salix Alba Vitellina Britenzis

Gul / orange. Utrolig smuk og klar farve som frisk pil. Den smukke farve kan bevares, hvis den flettes som halvtør. Som frisk bliver den næsten sort. Desuden velegnet til levende belgiske hegn. Om vinteren fremstår det flettede hegn gul/orange. Kan blive et højt træ. Den har rødgule grene og er en af de pil, der kan optræde tvekønnet. Det er en sej pil. Den er først og fremmest en dekorativ flettepil, når den bruges frisk. Den krymper lidt, men beholder stort set den gule farve. Man skal tage højde for, at flettearbejdet bliver løsere, når pilen tørrer. Den bliver rødbrun, hvis den behandles normalt med tørring og opblødning. Hvis den lægges i blød i 2-3 dage i nyhøstet tilstand og derefter tørres på normal vis, vil den blive sort, når den blødes op igen. Den er for blød til at flette kanter og stager med.

Bleu, Bleues - Salix Purpurea x Daphnoides

Metalgrøn / Blågrøn. En særdeles smuk og lang slank pil, som absolut er en af de allerbedste flettepile, og som allerede det første år er næsten uden sideskud. Desuden er den sjældent angrebet af insekter og sygdom. Er en krydsning mellem Purpurea og Daphnoides. Den er dekorativ, blågrøn med sorte områder, når den tørrer, god at flette med og en meget smuk pil, der får lange og slanke første-års skud uden ret mange sidegrene.

Leichestershire Dix - Purpurea gruppen

Lys grøn og rødlig foroven/grågrøn hvis tørret i mørke. Forholdsvis ny engelsk pil på markedet, som vi venter os meget af. Den har tynde grene og er en særdeles god flettepil. Den er utroligt populær og meget smidig at flette med. Den bliver ca. 1 m i højden. Er en meget flot flettepil, som er grønlig forneden og rødlig i toppen. Den er rigtig god at flette med. Når pilen tørrer, bliver den grågrøn.

Laurbær pil - Salix pentandra amarum arenarie

Lakridsgrøn. En lav, kraftig og blank pil, som anvendes bedst til stager og kanter. Den er meget blød at arbejde med. Bliver olivengrøn og blank, når den er færdigflettet. Er lidt sart over for pilerust. Et smukt syn, når den står med laurbær lignende blade. Femhannet pil, har oftest fem støvdragere i hver hanblomst. Det er en stor busk eller et lille træ på 5-10 meter. Pilen har brede, elliptiske til ægformede blade, der er blanke på oversiden. De unge blade er harpiksklædte og duftende. Hanraklerne er smukt gule. Hunraklerne sidder vinteren over. Femhannet pil trives godt på fugtig lerjord. Laurbærpil er blank, lakridsgrøn med sorte gnister, rodenden er grålig mat. Den er blød at arbejde med og god til stager og kanter.

Kaspisk Dugpil - Salix Daphnoides Acutifolia

Blåsort med voks. Usædvanlig smuk pil, som anvendes bedst halvtør. Den dufter også dejligt inde i stuen. En flettepil som også er meget smuk og anvendelig til belgisk hegn. Hegnet vil fremstå blåsort når bladene falder af. En kombination af Alba og Dugpil er et meget smukt syn. Kan blive op til 4 meter høj. Den har mørkt rødbrune grene, undertiden stærkt blåduggede. Bladene er glatte og 6-15 cm lange og tilspidsede. Raklerne er 4-5 cm lange. I naturen er kaspisk dugpil udbredt på sandjorder. Den tåler vind og er en fin gæslingepil. Den begynder at blomstre allerede sidst på vinteren. Det er en smuk flettepil, der får et tykt lag blåduggede voksdråber efter tørring. Helt tørre grene knækker let ved fletning. Den er lettest at flette med i halvtør tilstand og skal opblødes længere end andre pil

Engelsk Viminalis - Salix viminalis, Båndpil

Grøn. En meget lang og fin pil som er særdeles velegnet til hegn og hytter. Desuden er den sjældent angrebet af sygdom. 2-3 årspilen er særdeles velegnet til vandret flet. Hegnet er vedligeholdelsesfrit, da pilestokkene er selvimprægnerende. Det er en kraftigtvoksende 3-5 meter høj busk med gullige og glatte grene. På ældre pil er barken grålig. Bladene er linie- til lancetformede, grønne på oversiden og sølvglinsende på undersiden. Bladkanten ruller lidt ind. De mange tætsiddende rakler i spidsen af skuddene springer ud før løvspring. Båndpil er god til hytter og til tørrede hegn - også som 2-3 årige skud. Det er en stor og kraftig pil med gode, lange fibre, der kan twistes omkring stolper. Båndpil er den ældst anvendte kurvepil og til drittelbånd til smørtønder, hvor man brugte 2-årige skud.